`

Daniel i løvekulen

som sansefortælling

Her finder du opskriften på sansefortællingen over historien om Daniel, der bliver kastet for løverne, fordi han dyrker sin tro forkert. Men Daniel står rank og rolig i sin tro og ser den glubske løve lige ind i øjnene. En fortælling om at holde fast på sin identitet (Daniels bog).

Først viser du eleverne fortællingen som videofortælling. Herefter genfortæller I historien som en sansefortælling. Du kan vælge at afspille videoen på klassens smart board og lade eleverne følge instruktionen på videoen. Det kræver mindre forberedelsestid. De lærer nok udenad hurtigere end dig, så når de har prøvet det 2-3 gange, vil de sandsynligvis kunne fortælle historien selv.

Eller du kan bruge videoen som demonstrationsvideo, hvor du selv lærer at lede sansefortællingen. Uanset gentager I sansefortællingen, indtil eleverne selv kan fortælle historien med ord og håndgreb.

Nedenunder finder du opskriften som tekst.

Klik på foto for at se videoen med sansefortællingen.

Introduktion

Denne sansefortælling laves på gulvet, hvor begge sætter sig på underbenene. På den måde kan man skubbe makkerens ryg frem over, både når Daniel beder en bøn, og når han skubbes frem mod løverne.

 

1.     For længe, længe siden skrev kongen en lov.

Skriv loven på ryggen med en fingerspids.

2.     Og satte sit stempel.

Dreje samlede fingerspidser hårdt forneden på loven.

3.     Alle skulle tilbede:

Læg to flade hænder på ryggen og læg vægten i, så makker bøjes fremover + Slip vægten langsomt, så makker trækkes op igen.

Kongen

Tegn en kongekrone.

4.     Men Daniel tilbad:

Læg to flade hænder på ryggen og læg vægten i, så makker bøjes fremover + Slip vægten langsomt, så makker trækkes op igen.

Sin egen gud med kærlighed

Med to fingerspidser tegnes et hjerte.

5.     Råb: ”Daniel skal straffes! Daniel skal straffes! Daniel skal straffes!”

Fingerspidser rusker hårdt på ryggen for at vække kongen.

6.     De skubbede Daniel tættere og tættere og tættere på løven.

Skub flere gange med to faste hænder på lænden.

7.     Løven gloede på Daniel med sine store øjne.

Tegn to store øjne.

8.     Så åbnede løven sit kæmpestore gab.

Tegn en kæmpe cirkel.

9.     En engel spandt en fin tråd omkring gabet, så gabet blev mindre og mindre og mindre.

Tegn med let finderspids rundt om løvegabet i en indadgående spiral.

10.  Kongen græd og græd og græd hele natten.

Tårer drypper langsomt fra toppen af hovedet og ned ad ryggen.

11.  Næste morgen løb kongen ned til løvekulen.

To fingerspidser løber hurtigt fra lænd og op til nakken.

12.  ”Daniel, du lever!” råbte kongen og blev glad i sit hjerte

Tegn i slowmotion med flade, rare hænder et hjerte x 3.

Se det var historien om Daniel i Løvekulen.

RESPONS:

Sig tak for historien til din makker.

Og inden vi bytter, så fortæl, om jeres makker lavede et billede på ryggen, som I syntes passede godt til scenen i historien. Var der et billede, I tydeligt kunne se for jer?

(Respons skærper elevernes opmærksomhed og motiverer dem til at være mere billedskabende med deres fortællegreb. Desuden giver det selvtillid til fortælleren, at de har formet ydre billeder, som har fremkaldt indre billeder og sansninger - og velbehag - hos deres makker.)